|
Pressemeddelelse
07.09.09
Vækstforum Sjælland søger gode idéer - målet er højere indtjening til sjællandske virksomheder
Vækstforum Sjælland har afsat 11,5 millioner kroner til projekter, som kan styrke virksomheders produkter og services i forhold til den globale konkurrence.
Mange danske virksomheder har standardfunktioner, som ikke kræver et højt videns- og uddannelsesniveau. De kan derfor nemt udflyttes til lande med lavere lønomkostninger. For at overleve i en globaliserede økonomi skal Region Sjællands virksomheder tilpasse sig de nye konkurrencebetingelser. Det betyder, at virksomhedernes produkter og services skal være videnstunge og oplevelsesorienterede.
Virksomhederne skal blive bedre til at afsætte og kommercialisere de produkter og services, de allerede har. En god metode er at knytte en historie til virksomhedernes produkt eller på anden måde skabe en personlig værdi for modtagerne.
”Det gælder om at udvikle og afprøve nye metoder for at skabe en øget værdi for det enkelte produkt eller service. Det er vigtigt, at vi er i stand til at indgå i nye samarbejdskonstellationer og afprøve nye metoder for at styrke det regionale erhvervsliv”, siger formand for Vækstforum Kristian Ebbensgaard.
Vækstforum er især på udkig efter initiativer, som inddrager produktudvikling, markedsføring, design, salg, service og distribution.
Der afholdes ideseminar den 24. september 2009 om temaet Øget værdiskabelse i regionens erhvervsliv på Novenco i Næstved. Tilmelding til seminaret kan ske til Agnete Lund Andersen på ala@regionsjaelland.dk
Fristen for at indsende projektideer er den 12. oktober 2009. Vækstforum afsætter en ramme på 4 mio. kroner af de regionale udviklingsmidler og 7,5 mio. kroner af EU strukturfondsmidler.
Ansøgerne kan være erhvervscentre, videns- og uddannelsesinstitutioner, kommuner, organisationer og i særlige tilfælde private virksomheder.
Se mere om ideindkaldelsen på vækstforums hjemmeside www.vfsj.dk
Yderligere information: Kristian Ebbensgaard Formand for Vækstforum Sjælland Tlf.: 40 13 40 31
|